Samtaler med kontaktpædagog

På grund af børnenes oplevelser med vold, er det i første omgang vigtigt at sikre barnet ro og omsorg, samt give barnet mulighed for at tale om den aktuelle situation, og de oplevelser som førte til indflytning på krisecentret. Der arbejdes på at skabe forudsigelige rammer i forhold til barnets hverdag på krisecenteret.

Første samtale

En af de første dage tilbyder vi en samtale med mor og barn. Her fortæller vi blandt andet barnet, at vi nu passer på mor og fortæller, hvad det vil sige at bo på et krisecenter. Barnet får også mulighed for at tale om volden, og der bliver talt om generelle emner som kan have relevans for barnet i den særlige situation det står i.

Samtaler med kontaktpædagogen

Alt efter barnets alder tilbyder vi samtaler med kontaktpædagogen. Der er også mulighed for at benytte husets børnegruppe, hvor der bliver talt om emner som mobning og følelser som skam, skyld og ensomhed, eller hvad børnene ellers måtte have brug for at tale om. Vi holder også mor/barn-samtaler sammen med kontaktpædagogen. 

Formålet med disse samtaler er, at barnet føler sig anerkendt, og at deres mestring af volden anerkendes. I samtalerne påbegynder vi en bearbejdning af de traumatiske oplevelser, barnet har haft i forbindelse med den vold, barnet har været vidne til eller udsat for.

Børnene får desuden tilbudt samtaler med en psykolog, mens de bor på krisecenteret.

Underretningspligt

Da vi arbejder med børn på krisecenteret, har vi skærpet underretningspligt. Det betyder, at vi har pligt til at underrette kommunen, hvis vi har kendskab til børn, der ikke trives, eller som har problemer. Inden vi sender en underretning, vil vi altid gennemgå den med moren, men vi bliver nød til at sende underretningen, selv hvis hun ikke giver sit samtykke.