Kommunalt krisecenter med kvinder fra hele landet
Den 11. januar 1982 blev Roskilde Kvindekrisecenter åbnet på initiativ af en lokal kvindegruppe. Gruppen mente, der var behov for at hjælpe udsatte kvinder og deres børn.
Krisecentret fik til huse i en gammel villa i Bondetinget, hvor det nu har ligget i snart 40 år.
I de første par år var krisecenteret en selvvejende institution med lønnet personale, en bestyrelse og overenskomst med Roskilde Kommune. Da voldsramte kvinder fra hele landet, og ikke blot kvinder fra Roskilde Kommune, mødte op på krisecenteret, besluttede man i 1984 at overgive stedet til Amtet i lighed med krisecentrene i Odense og Århus.
Da landets krisecentre kom under samme paragraf som forsorgshjemmene, blev udgifterne delt mellem amtet og staten. I forbindelse med amternes nedlæggelse i 2007 blev Roskilde Kvindekrisecenter et kommunalt krisecenter.
Krisecenteret tager stadig imod kriseramte kvinder fra hele landet.