Voldsformer

Der er forskellige former for vold. Voldsformerne er ikke skarpt afgrænsede, men kan godt overlappe. Alle voldsformerne påvirker fx også det psykiske.

De forskellige voldsformer

Fysisk vold

Fysisk vold kan bl.a. være slag, spark, skub, lussinger, brændemærkning, angreb med genstande eller kvælningsforsøg. Men det kan også være at blive låst inde; at blive nægtet mad, drikke og toiletbesøg; og at blive forhindret i at sove. Når der er fysisk vold, er der altid psykisk vold.

Psykisk vold

Psykisk vold kan fx være at blive truet med vold, det kan være at blive råbt ad, nedgjort, konstant kritiseret, isoleret eller ignoreret. Det er også psykisk vold, hvis udøveren truer med at bortføre børnene, truer med at smide kvinden ud af fælles bolig, truer med at slå kvinden eller børnene ihjel, eller truer med selvskade eller selvmord.

Seksuel vold

Seksuel vold er bl.a. uønsket berøring; at blive tvunget til seksuelle handlinger, man ikke ønsker, eller når man ikke har lyst; smertefuld seksuel aktivitet; voldtægt; at blive tvunget til seksuelle handlinger med andre; påtvunget seksuel aktivitet, mens andre ser på; eller tvunget til at se andre have sex eller til at se porno.

Økonomisk vold

Økonomisk vold kan bl.a. betyde, at kvinden bliver nægtet penge eller nægtet adgang til egen bankkonto, at hun tvinges til at tigge om hver en krone, får besked om at aflevere kvitteringer for alle indkøb, får en lille andel kostpenge, mens partneren bruger mange penge på sig selv, eller bliver manipuleret eller truet til at underskrive lån.

Materiel vold

Materiel vold er når voldsudøveren ødelægger kvindens ting. Det kan være mobiltelefon, computer, fotografier, arvestykker eller andre ting, der betyder noget for hende. Volden kan også være at knuse eller ødelægge vinduer og døre, eller tvinge kvinden til at forlade fælles hjem uden ejendele, eller forhindre retfærdig bodeling.

Stalking

Overvågning og stalking er også en form for psykisk vold. Det kan fx indebære, at kvinden hele tiden skal skrive sms’er om, hvor hun befinder sig, og hvad hun laver, at manden sætter videokamera op i boligen, eller at han overvåger kvindens brug af computer og e-mail. Stalking kan bl.a. indebære gentagende telefonopkald og breve/e-mails, forfølgelse, graffiti, bestilling af varer i kvindens navn osv.

Børn

Børn kan også blive udsat for ovenstående voldsformer. De kan fx blive kritiseret, nedgjort, tvunget til at se porno, frataget penge, de har fået i gave, få ødelagt ting osv. Læs mere om vold mod børn.